The Sims

Kapitel 1

Ulve hylet lød gennem den kolde natteluft. Han løftede hovedet. Månen klare lys skinnede ned på ham. Det var tid til at komme tilbage. Han tog sin hue frem fra baglommen, og trak den ned over hovedet. Han gik et stykke, før han fik øje på sin jakke, som han havde smidt på jorden. Han trak den på og begyndte at gå mod landsbyen. Han traskede stille gennem landsbyen. For stille. Hans fødder lavede ikke en lyd. Kun øre, stærkere end menneskers, ville kunne høre den svage lyd af hans fødder mod jorden. Han nærmere sig enden. Selvom han næsten sitrede af længsel og glæde af at komme ud, holder han sit rolige tempo. Hvis han blev opdaget, kunne det mene døden. Ikke kun for ham, men også for resten. Han måtte ikke vække mere opmærksomhed, end han gjorde i forvejen, ved at vandre gennem gaderne midt om natten. Han var ude. Endelig! Han fortsatte indtil han var ude af lyset, og så satte han i løb og forsvandt…


Cailith slog øjnene op. Hendes værelse lignede det samme, som det var i går. Hun rullede om på ryggen og kiggede op i loftet. Den samme drøm igen. De sidste 2 måneder havde hun drømt den samme drøm, om og om igen. Og det var altid den samme person som var med. Hun var helt sikker, selvom hun aldrig fik hans ansigt at se. Hun undrede sig tit over, om han mon egentlig gik rundt derude? I drømmen gik han her i landsbyen. Lige uden for huset på et tidspunkt. Tanken skræmte hende en smule, hver gang den fløj gennem hendes hoved. Hun skubbede dynen væk, rejste sig og gik hen til det lille vindue. Solen skinnede mellem skyerne. Den stod højt. Hun havde sovet alt for længe. Igen. Hun skyndte sig hen til det lille træ skab, og trak i noget tøj. Hun undlod at lukke skjorten, så T-shirten indenunder var synlig. Hun skyndte sig gennem huset, som allerede var tomt. De var vel ude i marken, eller måske i skoven. Hun var sådan set ligeglad. Hun kunne lige så godt ignorere det som hendes far og store bror lavede, lige meget hvor meget hun gerne ville være med, var det hende forbudt at arbejde i marken eller gå på jagt i skovene. Kun fordi hun var kvinde. Alt det der var spændene, var hende forbudt. Og hendes mor, var taget længere ind i byen. Ind til markedet, for at indkøbe og sælge varer. Cailith selv havde ingen "kvindelige" talenter, og var derfor så godt som ubrugelig for familien. Og på grund af hendes mangler var hendes chancer for at blive gift heller ikke særlig store. Det havde hun dog ikke noget imod. Men det irriterede hende grænseløst at hun var blevet stemplet ubrugelig. Hendes familie var ret så ligeglade med hende. De skammede sig over hende. Hun fnøs.
Men lige nu var hun ladt alene. Hun stak hænderne i lommerne og gik mod enden af byen. Samme vej som ham i drømmen. Det gøs lidt i hende.

”Hvor kommer du egentlig fra?” spurgte Cailith nysgerrigt. ”Du ser ikke ud som om du er her fra egnen.”
”Længere øst på,” svarede personen. ”Men jeg kommer tit herud for at få lidt frihed og nyde solen.”
Længere øst på? Cailith lod tankerne glide mod øst. Hun var som lille blevet taget med sin mor til andre byer, når der skulle købes og sælges. Men den nærmeste by mod øst lå en halv dagsrejse herfra i hestevogn. Hun kunne ikke få det til at hænge sammen med at ham her tog helt herud for at være. Ikke med sådan en lang rejse tid
”Hvad er dit navn?” Cailith blev revet ud af sine tanker.
”Cailith,” svarede Cailith. ”Og dit?”
”Denzel,” svarede han.
Et ensomt ulve hyl trængte gennem luften. Det løb Cailith koldt ned af ryggen.
”Er du bange for ulve?” spurgte Denzel og kiggede undersøgende på Cailith, som rystede på hovedet.
”Det får mig bare til at tænke på Loku’erne,” svarede hun, mens et nyt hyl kom ind og sang med det andet. Hun syntes at kunne høre et lavt fornærmet fnys fra Denzel.
”Hm… Men jeg skal videre,” sagde han og gik. Cailith kunne slet ikke høre hans skridt, og pludselig var han forsvundet ud i den blå luft. Cailith kiggede forvirret mod hvor Denzel havde stået.

På vejen hjem gik Cailith fordybet i sine tanker. Denzel havde slet ikke vist samme frygt for Loku’erne, som alle gjorde. Bare det at nævne dem fik frygten frem i folks øjne, men intet havde der været at se i hans. Cailith gøs. Loku’er.
Hun havde siden hun var helt lille fået fortalt historierne om dem. De var et forbandet folk. Store bæster. De var, ifølge historierne, kæmpe store, med tænder og klør skarpere end de store bjørne. Der blev sagt at de kunne flå en mand i stykke på få sekunder. De var afbilledet som store ulve på to ben i bøger. Byer var før blevet nedslagtet af en flok Loku’er. Og nogen havde endda skudt nogle Loku’er, men det var kun meget få. Kun dem med de dygtigste evner kunne slå en ihjel. Og de blev tildelt en meget høj rangs plads hos kongen. Dem var der, af hvad Cailith vidste, kun 3 af. De blev anset som kongens dygtigste og modigste mænd.
Cailith kom i tanke om en historie, som en rejsende historiefortæller havde fortalt, da han kom igennem landsbyen. Om Loku’er, som lignede mennesker. Med lange behårede ører, klør, haler og nogen havde poter i stedet for fødder.
Cailith lagde tommelfingeren for munden og bed lidt i huden. Hvis nu at Loku’erne så ud som historiefortælleren sagde og ikke som bøgerne, kunne de jo gå imellem almindelige folk. Men hvilken fortælling var den rigtige?
Det var kun dem som havde nedslagtet nogen og kongen som havde set dem, og de sagde ingenting. Hun gik og legede lidt med tanken om hvem der havde ret. Tanken slog hende at det kunne være begge dele, men hun skubbede den væk igen. Ingen race kunne være så forskellig. Men måske alligevel. Hun vidste at der var forskel på nogle dyr, alt efter hvor man var henne. F.eks. de hunde de havde helt oppe nord på havde et meget vildere udseende end helt nede syd på. Så muligheden var der.

”Nåh, der er du,” sagde hendes mor lige idet Cailith trådte ind af døren.
”Har jeg da været manglet?” spurgte Cailith overrasket. Moren undlod at svare. Hun kiggede i stedet dømmende på Cailiths påklædning.
”Hvor mange gange har jeg ikke sagt at du skal LUKKE din skjorte Cailith? Det er ikke passende påklædning!”
”Som om det gør nogen forskel,” svarede Cailith igen og smækkede døren til sit værelse. Sådan set havde moren ret. Men ikke kun mht. at skjorten skulle være lukket. Faktisk så var det mest passende for kvinder at gå i kjole, men først når de nåede en vis alder. Cailith fnøs. Kjoler.
Men når hun nu alligevel var en outsider og ikke duede til noget og ingen fremtid havde, kunne hun vel lige så godt gå i bukser, T-shirt og skjorte. Hun smed sig på sengen og lod tankerne kredse om den mystiske Denzel.